Lars Berg 58 1,9 2020 07 07

Tak for hjælpen - Det hjælper med lidt hjælp

Jeg har været medlem af Kolding Sportsfiskerforening i 4 år og dyrker kun havørred fiskeriet i Kolding Å. Det har derfor været frustrerende, at jeg i de senest 4 år kun har fanget 1 havørred over målet, trods en hel del ture til åren. Som en garvet fisker med mere end 30 års erfaring fra forskelligt fiskeri, så måtte der være noget grundlæggende galt 😊.

Jeg tænkte derfor, at jeg må gøre noget.

Jeg skrev derfor en mail til Torben (formanden) om mine frustrationer og mine overvejelser om at forlade foreningen. Det tog ikke mere end en times tid, så havde jeg Torben i telefonen og vi fik en super god snak om både fiskemetoder, teknik, Kolding å’s strækninger mv. Afslutningsvis aftalte vi, at Torben ville se om han kunne finde en garvet Kolding Å fisker, som jeg kunne få en guidet tur med.

Dagen efter ringede Torben igen og fortalte, at de var en gruppe garvede medlemmer, som skulle ud og lave en overgang hen over en bæk og at han da syntes, jeg skulle tage med der og så få en snak med dem. Det var da helt sikkert det jeg skulle.

Det blev en super god aften, hvor jeg virkelig fik mange gode snakke og tips, hvor de garvede fiskere villigt fortalte om deres erfaringer. Men ikke mindst fik jeg aftalt med Erling, at vi kunne tage en fisketur sammen. Og ja, broen blev også lavet og selvfølgelig sluttede vi lige af med en kold øl 😊.

Da der kom godt gang i fiskeriet skrev Erling til mig og vi mødtes ved Ejstrup. En morgenstund hvor jeg virkelig fik super god viden og hvor Erling meget bramfrit fortalte om alle hans gode tricks. Og selvfølgelig fangede både Erling og jeg fisk denne morgen 😊. Efterfølgende har jeg fanget yderligere en god havørred på knap 60 cm, så nu er motivationen for fiskeriet tilbage.

Grundlæggende var det mindre, men væsentlige justeringer af mit fiskeri, og så naturligvis åens standpladser, som nu har skabt grundlag for en større fangstrate for mig.

Så en stor tak til ”bro-holdet”, Torben og ikke mindst til Erling for at være meget behjælpelig med at fiskeriet i Kolding Å igen er blevet motiverende.

Lars Berg.