Mindeord for Verner W. Hansen
Det er med sorg at vi har fået underretning om at Verner W Hansen er død i sit hjem fredag formiddag d. 7. februar i en alder af 71 år.
Gennem hele sit liv var Verner en ivrig lystfisker, og startede sit lystfiskerliv som knægt med at være en ihærdig tyvfisker. Med hans egne ord” for at blive en ordentlig lystfisker skal man starte som knægt som tyvfisker.” Med alderen modnes man og ting ændrer sig. I 1994 i en alder af 48 år bliver Verner valgt ind i bestyrelsen og bliver formand for vandplejeudvalget. Her laver Verner sammen med det øvrige vandplejeudvalg en strategi for det videre arbejde, som betyder at der udsættes havørreder af egen avl, samt at der skal arbejdes på at forbedre vandløbene, så Kolding å kan blive selvreproducerende. Det lykkedes 10 år senere.
I 1996 blev Verner valgt til formand Kolding sportsfiskerforening. En post som Verner havde i 16 år frem til 2012. På vores generalforsamling 2013 blev Verner tildelt æresmedlemsskabet for sin utrættelige indsats for et bedre miljø.
I 2004 blev Verner valgt som Formand for Danmarks Sportsfiskerforbund, en post som Verner bestred i knap 16 år.
Verner vil blive husket både i Kolding Sportsfiskerforening og i Danmarks Sportsfiskerforbund for sit store arbejde for at fremme lystfiskeriet ved konstant at kæmpe for et bedre miljø.
Endvidere vil Verner blive husket for ordene. ”Den ringeste fiskedag vil altid være bedre end den bedste arbejdsdag”
Æret være hans minde.
Kolding Sportsfiskerforening
Bisættelse
Torsdag d. 20. februar 2020 kl.13.00 Nordre Kapel, Lærkevej 200, 6000 Kolding