Nyt fra juniorafdelingen i Kolding Sportsfiskerforening
I mine unge dage som junior havde jeg en fantastisk juniorleder, der virkelig kunne fange os unger. Benny gav os rigtig mange fede oplevelser, og vi lærte at fiske efter alt muligt. Medefiskeriet fangede mig.
Tiden kom, hvor Benny ikke skulle være vores juniorleder mere. Jeg husker tydeligt den triste stemning, der var i lokalet, da vi fik det at vide. Benny havde skrevet et brev og forklarede, hvor svært det var for ham at sige farvel, dengang d 26 januar 1992 lovede vi ham at kæmpe for at juniorafdelingen i Kolding Sportsfiskerforening ville bestå for evigt.
Fra 1. januar 2023 tiltrådte en ny ledelse i juniorafdelingen bestående af 1 juniorleder samt 5 dygtige instruktører alle sammen Benny’s gamle juniore. Vi dækker det meste fiskeri, da vi har hvert vores speciale, udover det så har vi også 1 super junior medhjælper. Samlet har vi små 200 års erfaring inden for fiskeri, så ved vi det ikke, så finder vi ud af det.
Igennem de sidste 3-4 år har vi mistet en del medlemmer, især vores juniorafdeling har været hårdt ramt, ligesom i alle de andre klubber. Om det er fiskeri, fodbold eller andre sportsgrene. De unge bruger også meget tid på telefoner, tablet, PC osv, så vi vidste, at der skulle noget til for at lokke dem ud af hulen, og vores lækre fiskevande var åbenbart ikke helt nok.
Derfor har vi tilføjet flere muligheder for at lave sit eget grej, udover de muligheder vi altid har haft spinnere, blink, pirke, fluer, kystnet, stænger. Vi har tilføjet mulighederne for at lave forfang, tackler, knuder til alle typer af fiskeri, om det er til søen, åen eller havet, så klarer vi det.
Udover en udvidelse af mulighederne for at lave grej har vi også lagt et par ekstra ture og klubaftener ind i programmet. Klubaftenerne handler oftest om den kommende fisketur. I den kolde tid bliver der holdt et par foredrag. Vi har blandt andet hørt om tropisk fiskeri. Der var stille, ikke en gang de 10 skåle med chips hørte man, men de var tomme da aftenen var forbi.
Nye konkurrencer er der også kommet flere af. I dag er der mulighed for at vinde en lille præmie på alle vores fisketure. Andre gange får man en lille startpakke udleveret ved start. Vi har også indført andre konkurrencer. Her er vi så heldige at rigtig mange donerer fint brugt grej til os, som bliver brugt til præmier. Vi havde en weekendtur i foråret, hvor alle 13 juniore, der deltog, kom hjem med en ny fluestang. Så alt dit gamle aflagte grej, du alligevel ikke får mange kroner for, gør stor glæde ved vores juniore.
Vi har i år indført en års-konkurrence på 7 fiskearter. Her gælder det selvfølgelig om at få flest point. I sidste ende, for at vinde de fede præmier, vi har fået af alle juniorernes nye sponsor. 1 præmien lyder på grej for 5000,- kr., nr. 2 får grej for 2500,- kr. og nr. 3 får grej for 1500 kr.
Vi prøver at lave fiske konkurrencer mod andre fiskeklubber, men det står desværre skidt til, hvad juniore angår i mange foreninger i området. Vores juniore tager gerne imod en udfordring, hvis nogen er klar. En fælles fisketur måske en weekendtur. Vi lægger gerne klubhus og fiskevand til. og fiskevand har vi nok af. Kysten ligger lige rundt om hjørnet. Vi har Kolding å med et godt havørredfiskeri samt Harte Dons søernes 5 søer og 3 km kanaler.
Skal der nye kunder i butikken, så skal der laves noget reklame. Derfor har vi fået lavet nogle cool flyers, der bliver delt ud til div arrangementer. Der er blevet trykt nogle fede T-shirt til ungerne. Ikke nok med det er reklame, så giver det også ungerne en følelse af sammenhold, hvilket jo er vigtigt i alle klubber.
Kolding sportsfiskerforening afholder 4 fiskedage om året for byens børn. Samtidig med det kører vores tidligere juniorleder, Niels Kolding fiskeskole, hvor han har rigtig mange skoler klubber osv. med ude at fiske. Ca. 500 unge hvert år Til alle disse events er der mulighed for at få det første år som junior i KS for sølle 100 kr.
Alt dette er årsag til, at vi i år har set en markant stigning i vores junior afdeling. Den 1. januar 2023 havde vi 38 juniorer. Her et år senere runder vi 67 juniorer. Alt dette kunne ikke lade sig gøre uden et fantastisk samarbejde mellem juniorafdelingen og Kolding fiskeskole.
Så det første år har været spændende, udfordrende lærerigt, og fyldt med fantastiske oplevelser sammen med ungerne og hele teamet bestående af Morten Lorentzen, Thorbjørn Johansson, Søren Strauss, Kenneth Langelykke, Thomas Faucheur og Arno Dahl.
Til sidst skal der lyde en kæmpe tak til hele teamet. I har sgu gjort det godt og været med til at skabe den største tilgang af juniore til KS i rigtigt mange år. Jeg er sikker på Benny ville være stolt af det gode arbejde I har gjort.
Der skal også lyde en stor tak til de nye sponsorer, der er med til at støtte vores juniorarbejde. Så stor tak til Kolding Jagt og Fiskeri, onlinefisker.dk, fluer.dk, Effektlageret, Lystfiskergaarden i Roust samt CFC baits.
På vegne af Kolding Sportsfiskerforenings juniorafdeling
Juniorleder Peter Graff Madsen